Godhavnsdrengene har fået en undskyldning for de skrækkelige hændelser i fortiden – vil vi sige undskyld om 50 år for det, vi i dag anser som omsorg?
Debatten om behandlingen af sårbare grupper i samfundet, er igen blusset op i kølvandet, på den officielle undskyldning, som Godhavnsdrengene har modtaget. Diskussionen drejer sig om, hvorvidt vi om 50 år vil se tilbage og undre os over, vores nuværende opfattelse af omsorg. Ligesom vi i dag ser tilbage på tidligere tiders behandling af mennesker, som uforståelig og grusom.
Godhavnsdrengene har modtaget en offentlig undskyldning fra Danmark, og det er naturligvis ikke uden grund. Menneskerettigheder og opfattelser af værdighed har ændret sig dramatisk, hvor mennesker med psykiske og fysiske handicaps tidligere blev behandlet på umenneskelig vis. Dog bør undskyldningen ikke kun omfatte Godhavnsdrengene, men ikke mindst til de unge kvinder, der blev deporteret til Sprogø, samt mennesker der var knyttet til datidens åndssvageforsorg. Det er afgørende at anerkende, at tidligere tiders syn på handicappede mennesker ikke blot var anderledes, men også dybt forkasteligt og umenneskeligt.
Begrebet magt har gennem tiden gennemgået markante ændringer. Fra åbenlys undertrykkelse og tvang, er magten blevet mere sofistikeret i dag. Vi besidder nu en dybere forståelse af, hvordan vedvarende fysisk og psykisk vold og magtanvendelse, kan resultere i traumer og psykiske lidelser. Dette rejser spørgsmålet: Har vi egentlig lært, af vores fejltagelser fra fortiden?
Historisk set er udviklingen tydelig. Skiftet fra tidligere tiders norm, hvor revselsesretten var udbredt, til afskaffelsen af fysisk straf i undervisningssystemet og senere kriminaliseringen af forældres magtanvendelse, er beviser på vores erkendelse af de skadelige virkninger. I takt med servicelovens indførelse i 1998 er individets rettigheder og frihed blevet endnu mere iøjnefaldende. Fokus på ligestilling og lige muligheder har styrket betydningen af, at vejlede og støtte individet mod selvbestemmelse.
Læren fra fortiden er klar: Omsorg, tryghed og kærlighed udgør fundamentet for et sundt liv. Disse faktorer styrker os som individer, og gør os mere modstandsdygtige, over for livets udfordringer. Men diskussionen om hvorvidt der skal gives en undskyldning om 50 år, rejser nogle spørgsmål om nutidens håndtering af omsorg, tryghed og kærlighed. Er det muligt, at vi er gået fra den ene yderlighed til den anden?
Selv neuro typiske individer kan have svært ved at håndtere den nuværende frihed og ansvar, der følger med. Hvad med børn, udsatte mennesker, og mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, hvis evne, til at forstå konsekvenserne af selvbestemmelse, er begrænset? Er det muligt, at vi om 50 år vil se tilbage og undre os over, hvorfor vi har givet så meget frihed til mennesker, der ikke er i stand til at forstå kompleksiteten af konsekvenser og livsvilkår ud fra deres handlinger?
Balancen mellem omsorg og selvbestemmelse forbliver en udfordring. Historiens lære forpligter os til at sikre, at vores handlinger i dag, ikke bliver morgendagens undskyldning. Den retning, vi vælger at gå, bør afspejle vores erkendelse af tidligere fejl, og vores ønske om at skabe et samfund, der respekterer menneskes rettigheder – beskytter de mest sårbare og styrker individernes evne til at trives i frihed.
